0 Shares

Ekstremt vejr gør os hjælpsomme

Voldsom snestorm og spejlblanke veje får den indre samaritaner op i os, siger trafikekspert.
En bil er kørt fast i en snedrive, og tre mænd træder til og får skubbet bilen fri.
Voldsomme snedynger er blevet hverdag i Danmark, og det ekstreme vejr får en lille hjælper frem i mange af os.
“Hvis der er tale om et åbenlyst problem, som når en bil er kørt fast i sneen, så er vi tilbøjelige til at hjælpe. Så vil vi gerne gøre en umiddelbar god gerning,” siger Jytte Ørum Nørup, der er sekretariatsleder i Vejcenter Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Samme tendens påpeger specialkonsulent Søren Troels Berg fra Rådet for Sikker Trafik.
“Vi ved, at vi kan komme til at sidde fast i det her vejr, så det er nemt at sætte sig ind i situationen, at man selv sidder fast i sneen. Derfor vil man gerne hjælpe andre, for det kan jo være en selv næste gang, og der ønsker man jo også hjælp,” siger han til Newspaq.

Også den 23-årige bilist Alexander, som kører rundt i sneen i København, kender til kombinationen mellem hvidt vejr og tolerance.
“Jeg synes, tålmodigheden stiger enormt meget, når der er sne. Jeg kører dejligt stille og roligt, for jeg har ikke lyst til at presse nogen ud i at køre for stærkt, så de glider på vejen. Jeg tror, det ville være godt, hvis det var dårligt vejr hele året,” siger han til Newspaq.

Årsagen til, at voldsomt snevejr forvandler os til barmhjertige samaritanere for en stund, er blandt andet, at det gør ‘hjælperen’ glad, mener Jytte Ørum Nørup.
“Når man hjælper andre i trafikken, så viser det overskud, generøsitet, og at man er en gentleman. Dén position er jo dejlig at være i. Samtidig anerkender folk jo ofte ens hjælp ved en nik, vink eller smil, og det giver tilfredshed og er en dejlig måde at komme videre i dagen på,” siger hun.
Der er dog stor forskel på vores overskud, når det handler om at hjælpe en bilist i sneen og så en bilist, der presser sig ind i køen på en motorvej. Dén adfærd kan nemlig få os til at se rødt og nægte at hjælpe.

“Hvis en bilist forsøger at køre uden om køen og presse sig ind, så bliver bilisten lagt for had. Her er der ingen, der hjælper ham ved at give plads, blandt andet fordi bilisten ikke er i en ekstrem situation. De andre bilister opfatter det derimod som uacceptabel, usympatisk og utiltalende adfærd, når bilisten presser sig ind,” siger hun.
Mens bilisterne har overskud til hinanden i vintertiden, så oplever de gående i trafikken også hjælpsomhed, når sneen daler, og fortovene er glatte.
Det mener i hvert fald 64-årige Petter, da Newspaq møder ham i snevejr på Nørrebro i København.

“Man er mere hjælpsom i sneen. Hvis der er en, der falder, så er der masser, der stimler rundt omkring og hjælper ham op,” fortæller han.

Skrevet af Maria Bendix Olsen

Leave a comment:

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.

Leave a comment:

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.